Psykometri

En psykometriker er en sensitiv, der besidder evnen til at beskrive individer eller scener for- bundet med disse ud fra fysisk kontakt med genstande, der har tilhørt de pågældende. I bredere forstand er psykometri evnen til at »læse« en genstands historie blot ved at holde den i hånden og »tune ind«. Ingen har været i stand til at fastslå, hvad det rent faktisk er, man »tuner ind« på, men den mest alment accepterede teori er, at enhver genstand bærer sin historie indeholdt i et æterisk modstykke. Dette kan være beslægtet med »båndoptager-« og playback- teorien om spøgelser og hjemsøgelser, fremsat af Oliver Lodge og senere støttet af mange, ifølge hvilken stærke følelser kan »præges« på omgivelserne eller på genstande

Ethvert æterisk modstykke må nødvendigvis rumme ikke blot historiske oplysninger, men også alle detaljer om selve genstandens natur. Det er her psykometrien startede. Ordet »psykometri«, der ordret betyder »sjælemåling«, blev dannet af den amerikanske forsker Joseph Rhodes Buchanan i 1842. Buchanan (1814- 99), som var professor i medicin i Covington, Kentucky, opdagede at firs procent af hans studenter kunne mærke virkningen af medikamenter blot ved at holde dem i hånden. Da en forsøgsperson fik overrakt et bræk- middel, undgik han kun at kaste op ved at afbryde eksperimentet. Den fysiske effekt af denne tidlige demonstration af psykometri er en påmindelse om, at det æteriske legeme også traditionelt kaldes sanselegemet.22

Buchanans eksperimenter kom til William Dentons kendskab. Denton var geologi professor i Boston, og ved arbejde med meteoritter og fossiler fandt han, at en ud af ti mænd og fire ud af ti kvinder var sensitive nok til at registrere noget af sådanne genstandes historier og tit gav levende beskrivelser af scener omkring genstanden.

En særlig form for psykometri kaldes også pararkæologi, intuitiv arkæologi eller psykisk arkæologi. Gen- nem en toårs periode under anden verdenskrig fik Stefan Ossowiecke forelagt diverse genstande fra museet i Warszawa i en række undersøgelser af hans psykiske evner. Ikke nok med at han var i stand til korrekt at identificere disse genstandes natur og alder, men han kunne også give detaljerede beskrivelser af fx livet i en oldtids- landsby blot ved at holde et spidst stykke metal, som han identificerede som del af et spyd.

Ossowieckis beskrivelse af proces- sen er interessant. » Jeg begynder med at standse al ræsonneren, og jeg kaster al min indre kraft ind i opfattelsen af åndelige sanseindtryk. Jeg bekræfter, at denne tilstand fremkaldes gennem min urokkelige tro på hele menneskehedens åndeligeenhed. Derpå fin- der jeg mig selv i en ny og særlig til- stand, hvori jeg ser og hører uden for tid og rum. ...Det er, som om jeg mister noget energi, jeg får feber og min hjerterytme bliver uregelmæssig. ... Så snart jeg holder op med at ræsonnere, flyder noget, der minder om elektricitet gennem mine lemmer nogle få øjeblikke. ...Derpå bliver jeg grebet af klarhed, billeder dukker op, i reglen af fortiden. «

I 1953 beskrev den hollandske clairvoyante et huleboerfolk og deres religiøse ceremoni ud fra en lille bensplint hjembragt fra Leshoto. I vor tid har George McMullen, en canadisk lastbilchauffør, hjulpet Norman Emerson, professor i arkæologi ved universitetet i Toronto, i hans udgravninger i marken og ikke blot givet levende beskrivelser af irokesernes levevis, men også på den bare jord markeret omridset af et langt hus, som senere blev udgravet nøjagtigt, hvor McMullen sagde, det var.

I sidste tilfælde ser psykometri og »vandsøgning« ud til at arbejde hånd i hånd, og begge har den fordel, at de kan afprøves, da de opererer med forudsigelser. Tom Lethbridge, som brugte et pendul, mente, at han kunne skelne mellem en sten, der var kastet af et menneske, og en der havde ligget på stranden og blot var kastet rundt af elementerne. Ved at pendulere ud fra de hastigheder, han havde opdaget for mandlig og kvindelig, kunne han yderligere skelne mellem en sten kastet af en kvinde, og en kastet af en mand.

Psykometri og hypnose er tit blevet forbundet. Lige før første verdenskrig behandlede en tysk læge i Mexico City, dr. Gustav Pagenstecher, en Maria Reyes de Zierold for søvnløshed. Hypnose viste sig mere effektive medikamenter, men under hypnose identificerede patienten sig så tæt med hypnotisøren, at hun rapporterede sanseindtryk, der var de samme som hans - et fænomen der kaldes sansefællesskab. Når hun fik udleveret en genstand, identificerede hun sig også med den og var i stand til at fortælle dens historie; hun beskrevet fald gennemrummet eller en undervandsscene, når hun sad med en meteorit eller en konkylie. Disse beskrivelser blev studeret af American Society for Psychical Research, og deres nøjagtighed blev bekræftet, selv når de adskilte sig fra forsøgsledernes oprindelige forventninger, en totalt anderledes beskrivelse, som dermed udelukker muligheden af telepati.

Mange af de første eksperimenter med psykometri ville blive grebet ganske anderledes an i dag. Nogle blev afvist selv af andre samtidige forskere, fordi hypnose var involveret. Men da de oprindelige forskere i mange tilfælde selv kendte genstandenes oprindelse og historie, kunne telepati sjældent udelukkes som virkningsmekanisme. »Ren« psykometri kan kun tages i betragtning, når ingen kender den pågældende genstands historie, som senere kan bekræftes, eller når der fremkommer nye oplysninger, som senere kan verificeres. Så psykometrikere bør modtage genstande fra folk, der ikke kender til disses historie eller måske ved nogle lejligheder genstande, hvis historie foreløbig er ukendt, men som kan verificeres, så telepati kan udelukkes som forklaring.

Psykometrikere arbejder blindt i denne forstand, når de prøver at hjælpe politiet i efterforskning af kriminalsager. Robert Cracknell er en velkendt psykisk detektiv. I forbindelse med en mordsag sidst i 1970'erne gav han politiet oplysninger, der stemte så nøje overens med bevismateriale, der ikke var offentliggjort, at han selv blev hovedmistænkt. Siden har han ofte hjulpet Londons politi.