Shaman

SHAMAN: Ordet »shaman« stammer fra Tungusfolket i Sibirien og kan også være beslægtet med det indiske samana, munk. 

Mircea Eliades undersøgelse fra 1951 (Shamanism) viste, at shamanisme var et universelt fænomen.5o Shamanistiske metoder i Kina, Japan, Australien, Nord- og Sydamerika har meget til fælles. Shamanen fungerer som mellemled mellem forskellige virkelighedsniveauer. Ved at gå i trance gennem brug af musik og rytme eller ved at tage psykotrope stoffer opnår han adgang til andre virkelighedsplaner; hans/hendes sjæl kan forlade kroppen, stige op til himlen eller ned i underverdenen og vende tilbage med budskaber til folket. Fra Sibirien er beskrevet, hvordan shamaner er steget op gennem himmel efter himmel for at modtage budskaber fra den højeste Skaber. En shaman i trance kan også flyve gennem luften eller gå gennem ild. Han/hun er en kombination af præst, digter, troldmand og medicinmand. 

Selvom de fleste shamaner er mænd, har nogle stammer traditionelt tildelt kvinder sådanne roller. Igorotfolket i Luzonbjergene på Filippinerne har antaget den kristne tro, men deres mellemled mellem denne verden og åndernes verden er »aniteras«, de traditionelle kvindelige shamaner. 

Samfundets religiøse liv er centreret omkring shamanen som formidler mellem det og guderne, som ledsager for de dødes sjæle, og som healer for de levende. I en vis forstand kunne Det Gamle Testamentes profeter betragtes som shamaner, selvom deres monoteisme ikke var typisk. Efterhånden som samfundene ændrede sig, blev shamanernes praktikker opdelt i diverse kunster og færdigheder, og shamanen blev erstattet af smeden, troldmanden, astrologen, præsten, digteren og filosoffen. I middelalderens Europa blev nogle af disse roller midlertidigt genforenet i skikkelse af alkymisten, som blev sponsoreret af en rig velynder i sit arbejde med Det Store Værk, men sikkert kun under påberåbelse af at kunne skabe store materielle rigdomme til velynderen ved at forvandle uædelt metal til guld.